Efter et kort ophold i Doha med statusopdateringer omkring
semifinale herrehåndbold, lettede vi kl. 01:10, hvor turen gik videre til Entebbe,
hvilket er lufthavnen lidt uden for Kampale. Efter vi var landet, udfyldt visum
og hentet den bagage som vi virkelig håbede på at komme med det rigtige fly,
var vi klar til at gå mod udgangen for at møde Pontiano. MEN, der var ingen
Pontiano. Henriette og jeg kiggede på hinanden og blev enige om at Pontiano
levede efter afrikansk tid. Vi ventede og ventede og efter en halv times
venten, var Pontiano stadig ikke at se. Taxi mændene der stod i kø for at få
kunder foran lufthavnen, tilbød os gang på gang at køre, men efter som turen
ville tage omkring tre timer, var det ikke lige første prioritet. Vi snakkede
om hvad vi skulle gøre, vi lånte en af taximændenes telefon og ringede til de
numre vi have fået oplyst til Pontiano, men ingen Pontiano svarede. Vi håbede
på at han var på vej, og fandt et sæde hvor vi kunne vente og holde øje. Tiden
gik og gik. Vi viste ikke rigtig hvad vi skulle gøre, for hvad kunne Benjamin i
Danmark gøre, når vi ikke selv kunne få kontakt til Pontiano… hmmm…. Pludselig
slog det os, vi havde fået oplyst et nummer på et dansk par i Masaka. Vi
besluttede at ringe til Ruth. Ruth tog heldigvis telefonen! FEDT! Hun prøvede at
tage kontakt til Pontiano, dog uden held. Efter flere ring frem og tilbage
mellem begge, ringede Pontiano og derefter Ruth med to forskellige ”muligheder”.
For at det ikke skal bliver for langt
hopper jeg til konklusionen.
En af de venlige taxi mænd, som lånte sin telefon til os fik drømmejobbet for
en dag. Han smed bagagen bog bilen og kørte os lidt udenfor lufthavene hvor vi skiftede
over til en taxibil og derefter gik turen direkte til Masaka.
Turen gik rigtig godt, vi fik et indblik i hvordan
afrikanerne køre, DE KØRER SOM SINDSYGE, men alligevel sidder man trygt på
bagsædet og føler velbehag. Vi kørte 40 km på grusvej, da chaufføren mente vi
kunne spare tid uden om byen. Vi kom ud hvor de lokale bor. Jeg sad på bagsædet
betragtede, sugede og nød alle de indtryk jeg kunne få. Da vi efter 1,5 times
kørsel ramte Ækvator, holdte vi en stræk ben pause. Her tog vi billeder eller
en anden turist, der aldrig have rørt et spejlrefleks kamera gjorde, hvilken
udfordring for ham! :D
Vi kom til Masaka og forsatte mod Bukunda, og derefter
videre til Kamuzinda farm. Da vi ankom, stod Pontiano klar til at tage imod os.
Han bød os meget velkommen. Hvilket vi også følte os, dog skulle han til et
møde og smuttede derfor af sted kort efter vi havde hilst på ham. Alt skal jo
passe. Vi blev vist ind i lejligheden for Nathalie var i gang med at lave
frokost til os og tre andre piger, de er henholdsvis fra Canada, Australien, Sverige
og …… Det viser sige at vi den første uge skal bo i Masaka, da Pontiano mener
det er bedre end at vi flytter ind sammen med pigerne (alle midt eller over
midt i tyverne). De er søde og vi fik en lille snak over frokosten, selvom vi
er godt smadret efter rejsen.
Inden ved Masaka hvor vi har fået hver vores lille
lejlighed, med fælles køkken, bad og toilet. Det hele lige ned til poolen :D –
Lækkert ! :D
Da vi ikke havde fået vekslet penge tilbød Ruth at vi kunne
spise aftensmad ved hende. Rigtig flot, hun har været guld værd for vores
første tid i afrika. Ruth har tre børn, Elias, Esther og Miriam. Jeg er
allerede kommet godt ind til dem alle tre, især pigerne ;)
Søndag d. 26/1 dog vi med Ruth og familien i deres frikirke,
hvilket var super spændende og fedt at opleve!
Efter gudstjenesten tog vi med ind på Cafe Frikadellen, hvor vi fik vores
frokost. Bagefter tog vi sammen med to dansk piger ind til Masaka for at handle
lidt ind til aften. AFTENSMAD: Fransbrød, pennutsbutter, advokado og vand! WHAT
A MEAL ! :D Efter shoppeturen, tog vi tilbage på ”Hotellet” hvor jeg hoppede i
pølen sammen med Esther – vi hyggede os begge rigtig meget! Resten af
eftermiddagen og aften vil blive brugt på afslapning.
Det var alt for denne gang! :D
Dreamteam i marken!
Henriette og Poul
Den skønne solnedgang!
